Buddhisme

SONY DSC

Buddhisme er en af verdens fire hovedreligioner, og alligevel adskiller den sig fra den gængse betydning af ordet ”religion”. Som buddhist handler det ikke om at tro, men om selv at undersøge sindet gennem de metoder Buddha gav.

Buddhismen vokser i Vesten

Med sin stærke filosofiske basis og psykologiske forklaringsmodeller er buddhismen logisk opbygget, og den opfordrer til selv at tage ansvar for sit liv. Hvor den indtil omkring midten af det 20. århundrede kun var udbredt i Østen, har dens effektive metoder til hurtig menneskelig udvikling især de senere år vakt stor interesse i den vestlige verden, hvor den vinder større og større indpas.

Ordet ”buddhisme” stammer fra den historiske Buddha Shakyamuni, som blev født i Nordindien for omkring 2500 år siden. Den historiske Buddha kaldte naturligvis ikke sin lære for buddhisme. Han sagde ”dharma”. Først meget senere blev Buddhas lære kendt i Vesten under navnet buddhisme.

Erfaring af sindets natur – til gavn for os selv og andre

Dharma er et ord fra sanskrit, som kan oversættes til ”som ting er”. Derfor kan buddhisme ses som et sæt af værktøjer, der gør os i stand til at se tingene, som de virkelig er, her og nu. Det centrale i buddhismen er erfaringen af sindets natur. Buddhas belæringer peger på, hvordan man kan fjerne sindets slør og derved udfolde hele dets potentiale. Når man har erkendt sindets natur, oplever man en tilstand af frygtløshed, højeste fryd og aktiv medfølelse.

Gennem buddhismens tre søjler – belæringer, meditation og indarbejdelse af det buddhistiske syn i vores daglige aktiviteter – kan vi opdage sindets iboende kraft og klarhed og udvikle vores indre rigdom til gavn for alle levende væsener.