Karma Kadjy Skolen

karma kadjy skolen_ekstra billede nederstKarma Kadjy Skolen er én af de fire store linjer inden for tibetansk buddhisme. Skolens belæringer stammer fra den historiske Buddha Shakyamuni. Belæringerne blev praktiseret i Indien de første 1500 år efter Buddhas død og derefter i Tibet de sidste 1000 år.

Karma Kadjy Skolen tager udgangspunkt i Diamantvejen og er baseret på mundtlig overførelse fra lærer til elev.

Linje og historie

Djalwa Karmapa er overhovedet for Karma Kadjy Skolen, som han grundlagde i det 12. århundrede. Karmapa er den første bevidst genfødte lama i Tibet, og var forudsagt af den historiske Buddha. Skolen er en levende overførelseslinje og kan spores direkte tilbage til de erkendte yogier Tilopa (988-1069), Naropa (1016-1100) og Metripa. Også lægmanden Marpa (1012-97), Tibets berømte yogi, Milarepa (1052-1135), og munken Gampopa (1079-1153) udgør Kadjy-linjens forfædre.

Karma Kadjy Skolen til Vesten.

Igennem de sidste 40 år har mange af Karma Kadjy Skolens lamaer inspireret utallige mennesker med deres store visdom og medfølelse – herunder tusinder i Vesten. Den 16. Karmapa Rangjung Rigpe Dordje (1924-81), var diamantvejsbuddhismens mest betydningsfulde lama i det 20. århundrede, og hans arbejde føres i dag videre af den 17. Karmapa Trinley Thaye Dordje (f. 1983).

I dag praktiseres Karma Kadjy Skolens belæringer i hele verden, og linjen har buddhistiske centre i stort set alle vestlige lande.